

Introduction
Karina Lorentzen Dehnhardt (født 26. oktober 1973 i Kolding) er akademiøkonom, lærer, tidligere folketingsmedlem mellem 2007 og 2015 for Socialistisk Folkeparti.
I november 2017 blev hun byrådsmedlem i Kolding Kommune for SF.
I august 2018 pegede medlemmer af SF iSyd- og Sønderjyllands Storkreds ved en urafstemning på tre spidskandidater til det kommende folketingsvalg. Karina Lorentzen fik flest stemmer, efterfulgt af Nanna Bonde og Mikkel Ammitzbøll.
Biografi
Karina Lorentzen Dehnhardt blev født den 26. oktober 1973 i Kolding. Hun er datter af Hans Per Lorentzen og serviceassistent Jette Lorentzen.
Dehnhardt har en uddannelse fra Kolding Købmandsskole (1993) og er akademiøkonom med speciale i østeuropæisk handel fra Esbjerg Business College (1997). Hun blev uddannet folkeskolelærer fra Haderslev Lærerseminarium i 2002 og har arbejdet på Ålykkeskolen i Kolding fra 2003 til 2007. Hun arbejder i dag som kommunikationskonsulent i Dansk Fjernvarme.
Dehnhardt er gift med Brian Dehnhardt.
Politik
Dehnhardt har været medlem i Socialistisk Folkeparti siden 2004 og har været næstformand for partiets afdeling i Kolding. Hun blev valgt ind ved folketingsvalget 2007 for Socialistisk Folkeparti i Kolding Nordkredsen og igen ved valget i 2011.
Dehnhardt blev først partiets familieretsordfører og senere retspolitisk ordfører. I 2010 blev hun valgt som partiets spidskandidat til det kommende folketingsvalg i Sydjyllands Storkreds. Hun fik siden posten som formand for Retsudvalget og blev desuden retspolitisk ordfører, integrations- og indfødsretsordfører, udlændingeordfører og forbrugerordfører.
Dehnhardt var opstillet ved Folketingsvalget 2015, men opnåede ikke nok stemmer til at genvinde sit mandat.
Karina opstillede som en af SF's spidskandidater ved kommunalvalget i Kolding Kommune i 2017. Karina fik 2.315 personlige stemmer, hvilket sikrede hende et af SF's 2 mandater i Kolding Byråd.
Referencer
Eksterne henvisninger
- Karina Lorentzen på Folketingets hjemmeside

- Personlig hjemmeside
| Artiklen om politikeren Karina Lorentzen kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |